Den sidste sommerdag – finurlige fisk

 

Den sidste sommerdag – finurlige fisk

Det var blevet den sidste dag i August, efteråret var så småt begyndt at vise sit farvefyldte ansigt. Både på himlen og i farven på de havørreder, der med mellemrum kastede sig ud af vandet.
Vækkeuret havde bragt mig tilbage til virkeligheden alt for tidligt, men der var ingen vej uden om. Selv om jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg kunne blive under dynen lidt i nu, var jeg også klar over at det ikke var det fornuftigste at gøre, når nu der stod fiskeri efter efterårs fisk på menuen. Vandet var stadig for varmt til at det ville være optimalt at fiske i dagstimerne. Meldinger ugen op til, beskæftigede da også at der var klart flest fisk under land i de tidlige morgen timer.

Solen

Velvidende at solen aldrig kommer for sent til en solopgang, tvang jeg mine søvnige øjne til at vende sig til lyset, og kort efter fortrængte duften af kaffe den sidste rest af søvn. Nu stod den på havørredfiskeri og mine forventninger steg i takt med at kaffen blev brygget færdig.
Det var bælgmørkt da bilen trillede ind på den lille parkeringsplads. Kort efter var jeg på vej ned over stubmarken, ned mod en af de efterårspladser som jeg er kommet på lige siden mine første år som kystfisker. Vind var der ikke meget af, men det der var kom svagt ind fra vest. Himlen havde skiftet farve og varslede at solen ikke var langt borte.  I dagen første lys kunne jeg se ned over kysten og konstatere at strømmen løb i over det store rev fra vest. 

Svære efterårsfisk

Et strømskel kom til syne 20 meter ude, jeg stoppede op og fulgte det med øjnene. Opmærksom på bare den mindste bevægelse der kunne indikere at der var en fisk tilstede. Bevægelsen der viste sig var dog ikke særlig diskret, en flot havørred på et par kilo kastede sig ud af vandet og landede i et kæmpe plask, netop der hvor mine øjne var.
Hold da op, det var næste for godt til at være sandt. Det var det også…

Efterårs fisk kan være utrolig svære og nogen gange desideret umulige. det viste sig hurtigt at den ikke var alene. Faktisk var der rigtig mange havørreder der havde samlet sig på vestkanten af revet. lyset blev kraftigere, en skybræmme ude i horisonten forsinkede solopgangen, men lige lidt hjalp det. En enkelt gang var der en reaktion på min flue, et svagt træk, men det forløsende hug udeblev.
Efter 2 timer var jeg så småt begyndt at acceptere at jeg bare var statist og jeg nok ikke ville få så meget flex på klingen denne morgen.

Solen der havde gemt sig, varslede med nogle fantastisk dramatisk oplyste skyer, at nu ville det ikke vare længe før den ville være klar til at deltage i denne sidste sommerdag.
Jeg var gået på land og nu sad jeg og nød min kaffe, og ikke mindst de havørreder der med mellemrum kastede sig fri af vandet i spektakulære spring. Endnu flere viste sig i vendinger i overfladen og de første solstråler fik det til at glimte af sølv i det gyldne morgenlys.
En havørred af anseelig størrelse kastede sig fri af vandet en god kastelængde ude. Den så mere blank ud end de fleste jeg havde set den her morgen og da kaffekoppen var tom, besluttede jeg mig for at give de svære fisk en chance mere.

Som guld i solen

Netop som min højre fod ramte vandet, sprang den igen. Mens jeg trak line af hjulet vadede jeg ud mod den, og med vandet godt oppe over normal vadedybde blev min Magic Shrimp lagt ud mod hvor fisken havde vist sig. Mod min forventning var der reaktion med det samme. Først et svagt træk i linen og kort efter kom det længe ventet hug. krogen blev sat og stangen løftet. Et tungt rusk forplantede sig igennem stangen og  fortalte at det var en god fisk der havde taget fluen.

Roligt fulgte fisken med ind. Da den kom ind på lavt vand fattede den at der var noget galt. Al den løsline jeg havde samlet op, forsvandt ud igennem topøjet igen. Havørreden gik tungt frem og tilbage med skydehovedet hængende efter sig og der gik ikke lang tid før den blev medgørlig og fulgte med ind. På kort line gentog den proceduren. Først trak den til venstre, så et kort tungt udløb mod højre. Udløbene blev kortere og kortere og til sidst var det kun forfanget der var ude af topøjet. Første gang jeg fik presset den i overfladen kunne jeg se at fluen sag godt plantet i overkæben, og det var uden dramatik at den kort efter kunne kanes op mellem stenene. Hold da op en smuk havørred, 66 cm velskabt sølvpanser skinnede som guld i solen lavtgående stråler.

Magic Shrimp 

De faste skæl fortalte at den som de andre havørreder jeg havde set var på gydevandring.
Mens jeg sad og nød morgensolen, fisken og en kop kaffe mere, hoppede en fisk i samme størrelse fri af vandet 10 meter ude foran mig. Uden betænkning stillede jeg kaffekoppen og greb fluestangen.
Sekunderne efter fløj min flue ud mod den, fiskene var åbenbart kommet i hugget med solens komme. Få sekunder efter kom hugget. Uden tøven blev min flue indhaleret og en stor hvirvel viste, at det var endnu rigtig god fisk der havde lade sig narre af min “Magic Shrimp”

Fisken der tydeligvis ikke var tilfreds med at den var blevet snydt, væltede rundt i overfladen. Da den første panik var gået af fisken, stak den til havs. I et roligt tempo forsvandt meter efter meter skydeline af hjulet. 30 meter ude blev den urolig igen. Overfladen blev gentagne gange pisket til skum, men lige lidt hjalp det. Støt og roligt forsvandt dens kræfter. Den var dog ikke færdig, nogle havørreder har hemmelige reserver, og da jeg fik den ind på kort line, ville den bare ikke lege med mere.

Der skulle gå en rum tid før den blev klar til landing. Igen og igen prøvede den at bore sig ind mellem de store sten som bunden er dækket af. Men forgæves og den måtte til sidst kapitulere. Resolut greb jeg den over nakken og bar den på land, endnu en super smuk let gylden havørred på 63 cm havde lade sig friste af min kobber magic shrimp.

med solen i ryggen

Hvilken morgen det var blevet. Mange havørreder havde set mine fluer i de første 2 timer uden at vise interesse. Først da solen kom på himlen kom der en hugperiode.
jeg var fiskemæt og tilfreds. Det er ikke hverdag man lander 2 havørreder over 60 cm. Efterfølgende blev jeg på land og strålede om kap med solen. Fiskene var der stadig og med mellemrum kom der flere dybe plask ude fra vandet.

Senere på formiddagen blev fristet til at gi en  rigtig stor springene fisk et skud. Fluen landede lige midt i resterne fra den store hvirvel fisken lige havde lavet. Med alle sanser spændt trak jeg fluen hjem. Hugget udeblev og da jeg løftede fluen ud af vandet vendte den store havørred bag fluen og lavede et kæmpe hul i vandet. Kastet efter fulgte den fluen igen. Jeg skyndte mig at skifte flue, men jeg så aldrig fisken siden. Flere fisk viste sig og fik en flue i hovedet, men der skete ikke mere, hugperioden var overstået. Men hvad gør det, når man har fået det man kom efter. Med solen i ryggen og 2 fantastiske fisk på tasken traskede jeg tilbage ned langs den stenede kyst. Efterårsfiskeriet var kommet godt igang.